Froddo Barefoot
Ny barfods-kollektion fra Froddo
Dette mærke er muligvis et du kan være stødt på før, i konventionelle skobutikker og webshops. Froddo har nemlig længe udbudt konventionelle sko på markedet, men har lidt i det skjulte haft nogle modeller man kunne kalde barfodsvenlige – altså ikke deciderede barfodssko, men med nogle af egenskaberne deraf.
Nu har Froddo så, lykkeligvis, valgt at gå den ekstra mil og udbyde en kollektion, hvor produkterne specifikt er barfodssko og barfodssandaler, med ALT hvad det indebærer – nemlig Froddo Barefoot!
Derfor kan vi glædeligt præsentere nogle virkeligt flotte og anvendelige barfodssko og -sandaler fra dette mærke, som er i vækst i en herlig retning!
Stilsikker kvalitet
Froddo udemærker sig generelt ved flot og moderne design, hvilket heller ikke lader sig fornægte i deres barfodskollektion. Her finder man både farver og det stilrene, klassiske og mere naturlige look. Er man lidt bleg for at prøve barfodssko af, fordi man synes de ser så meget anderledes ud end konventionelle sko, så kunne Froddo Barefoot-kollektionen måske være en oplagt vej ind i den forunderlige barfodsverden. Her finder man helt sikkert sko og sandaler som på ingen måde vil tiltrække sig nogen kritisk opmærksomhed – de vil tværtimod blive beundret for deres øjensynlige kvalitet!
Lækre materialer
Læder er meget gennemgående i Froddo Barefoot-kollektionen og dét med god grund; deres læder er stærkt og smidigt og ældes flot. Det er vegetabilsk garvet og farvet med naturlige farvestoffer, ligesom det er frit for skadelig kemi og derfor helt sikkert at have i kontakt med børns bløde hud. Læderet er åndbart, vandskyende (især ved brug af læderfedt), former sig efter foden og holder godt til børns frie leg.
De fleksible såler er blot 4 mm tykke, men slidstærke og har den fordel, at være trukket lidt op over snuden på skoene, hvilket forlænger holdbarheden på børnesko markant.
Bedste egenskaber
Froddo Barefoot har modeller i mange farver og størrelser, og egner sig godt til fødder af normal bredde, såvel som de mere fyldige børnefødder. Her er virkelig god plads i tåboksen, samtidig med der er gode muligheder for at spænde skoene godt ind til hver enkelt fods optimale pasform.
Børn vil helt sikkert elske friheden ved disse hurtig-løber-sko og forældre vil værdsætte alsidigheden i både design og funktion.
Froddo Barefoot er en kollektion vi modtager med glæde hos MiniE, da det er flotte, funktionelle sko som er lige til at gå til – så at sige!